Søndag, 16. juni 2013 - af af Lisbeth Madsen, NewsDesk, Aller Media

Livsstil - Ny forskning: Stress kan gøre dig gråhåret

Livsstil om stress og gråt hår
Foto: AOP
Måske har du hørt vandrehistorier om folk, der har været udsat for en chokerende oplevelse og er vågnet op næste dag med gråt hår. Ny forskning viser, at der kan være noget om snakken.

Det er blevet diskuteret meget frem og tilbage gennem årene, hvorvidt stress kan føre til grå hår på hovedet. Nu har et forskerhold fra New York University afprøvet tesen på en flok mus og fundet ud af, at stress faktisk kan påvirke pigmenteringen i dit hår. Det skriver Dailymail.co.uk.

Gråt hår og mørke pletter på huden

- Stresshormoner er kendt for at kunne give anledning til pigmentpletter på huden, men paradoksalt og pudsigt nok mener man også, at de kan være årsag til, at håret gråner, siger Mayumi Ito fra New York University, der er den ledende forsker bag undersøgelsen, til Dailymail.co.uk.

Undersøgelsen tog udgangspunkt i forskernes forhåndsviden om, at en skade på kroppen får stamceller, der producerer det mørke pigment, til at bevæge sig væk fra hårets follikler til huden for at hjælpe denne med at udbedre skaden. Derfor ville forskerne teste, om det samme gjorde sig gældende, hvis kroppen blev belastet af en stor mængde stresshormon.

Resultatet, da forskerne udsatte musene for stresshormonet kortison, var da også, at pigmenteringen trak sig ud af musenes hår, og de blev i stedet gråhårede. 

Mayumi Ito siger, at det også kan forklare, hvorfor stress tidligere har vist sig at kunne forårsage pigmentpletter på huden.

Farven kommer ikke igen

Desværre viste forskningen også, at der ikke er noget tegn på, at farven vender tilbage til håret, selvom stressen forsvinder fra kroppen. Men forskerholdet håber på, at resultaterne kan medvirke til, at de kan udvikle medicin, der kan forebygge, at fx folk, der har et meget stressende job, bliver gråhårede før tid.

LÆS OGSÅ:
Se helt almindelige kvinder med meget smukt gråt hår på Soendag.dk

LÆS OGSÅ:
Stress kan give dig appelsinhud. Kom af med den igen med de 10 tips på udeoghjemme.dk

Læs mere om:

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden