28. feb. 2013
Af af Lisbeth Madsen, Newdesk, Aller Media

Livsstil - Så ofte lyver vi for vores partner

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2013/livsstil-flere-loegne-aop.jpg
I den perfekte verden siger vi altid vores ærlige mening, til dem vi elsker. Men i virkeligheden stikker vi nogle gange en plade for husfredens skyld.

"Den skjorte er super flot til dig", eller "det er helt okay, at du smutter ud med vennerne i aften". Stikker du også din mand eller kæreste en hvid løgn fra tid til anden? Det er ikke nødvendigvis dårligt for jeres forhold

I den perfekte verden siger vi altid vores ærlige mening, til dem vi elsker. Men i virkeligheden stikker vi nogle gange en plade for husfredens skyld. Tre gange om ugen lyver vi i gennemsnit - for at være helt nøjagtig. Det skriver Womenshealthmag.com.

Undersøgelsen, der er udført på College of Communication ved DePaul University i Chicago, er lavet blandt 57 personer mellem 18-27 år, der er i fast parforhold. Forskernes intentioner var at klarlægge, hvor ofte vi udtrykker hengivenhed og positivitet over for vores partner, selvom vi ikke rigtigt mener det i situationen, og hvilken betydning det har for forholdet.

Vores motiver er ikke dårlige

Konklusionen på forskningen er blevet, at selvom vi ganske ofte siger ting, vi ikke mener helt oprigtigt, til hinanden, så har det ikke nogen negativ effekt for forholdet. Så længe der er tale om små hvide løgne, der har til hensigt at skåne hinanden på et relativt ubetydeligt niveau.

- Selvom det er meget almindeligt (at vi lyver, red.), så er motiverne bag ikke dårlige. De mest dominerende motiver er, at vi vil undgå konflikter, negative følelser og at såre hinanden. Vi har ikke altid brug for at kende sandheden, siger Sean Horan, der er ph.d., assisterende professor og leder af undersøgelsen, til Dailymail.co.uk.

Forskerne fastslår dog, at hvis hele parforholdet bygger på bedrag som fx utroskab eller mangel på kærlighed, så er løgnen for dominerende til, at der kan være tale om et sundt forhold.

Læs mere om: