27. dec. 2012
Af af Isabella Hindkjær, Newsdesk, Aller Media

Livsstil - Sådan får du mest ud af nytårsudsalget

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/livs-ntaarstilbud-aop.jpg
Udsalget står for døren. Få stylistens bedste råd til at undgå trængsel og fejlkøb.

Nytårsudsalget nærmer sig, og det betyder, at butikkerne bugner med billige fund til din garderobe. Men alt for ofte drukner udsalgsshopping i et virvar af mennesker og alt for mange fejlkøb. Derfor er det en rigtig god idé at lægge en gennemtænkt slagplan for, hvordan du griber din shopping an, inden du bevæger dig ud i forretningerne, forklarer personlig stylist og designer Susanne Modler.

- Gør dig klart, hvad det er, du har brug for, hvad du vil bruge det til, og hvornår du vil bruge det. Og så er det en god idé at lægge et budget for, hvor mange penge man vil bruge på udsalgsvarer - der kommer jo nye varer, man også gerne vil bruge penge på, siger hun til Alive.dk.

Ifølge stylisten ender mange kvinder med at falde i '2-for-1'-fælden, hvor man kun køber tøjet, fordi det er billigt. På den måde ender man blot med dobbelt så mange ligegyldige fejlkøb.

- Husk at stille dig selv spørgsmålet: 'Ville jeg også betale fuld pris for denne vare?'. Hvis ikke, er der stor risiko for at ende med et fejlkøb, siger Susanne Modler og fortsætter:

- Vær opmærksom på, om varen er nedsat på grund af fejl eller dårlig pasform og husk, at mange af de ting der er på udsalg, er ting, som butikkerne ikke har kunnet sælge til fuld pris. Det er der som regel en grund til.

Sidste sæson holder stadig

Du skal dog ikke være bange for at købe tøj alene fordi, det er fra sidste sæson. Selvom det klassiske råd lyder, at man skal holde sig til de langtidsholdbare basiskøb, kan du sagtens satse på tendenserne fra sidste vinter uden at blive umoderne at se på.

- Basisvarer er altid gode at gå efter, men man kan sagtens, med held, spare penge på varer fra sidste sæson, da de ofte stadig er aktuelle. Vi er heldigvis i en tid, hvor alt er tilladt, og sætter man noget fra forrige sæson sammen med noget spritnyt, bliver stilen personlig og helt up-to-date, siger Susanne Modler.

Tænk over din påklædning

Forberedelser til vellykket udsalgsshopping starter gerne, når du tager tøj på om morgenen. Når du regner med at skulle prøve en del tøj, er det vigtigt, at du er klædt på til at stå i prøverummet.

- Sørg for at have ordentligt undertøj på, der gør, at man kan bedømme, hvordan tøjet sidder - og som kan tåle at blive vist frem, uden at du græmmer dig, når ekspedienten stikker hovedet ind i prøverummet. Det gør alt andet lige oplevelsen bedre, siger Susanne Modler.

Ifølge stylisten er det også en god idé at lade de mest besværlige støvler blive hjemme, når du planlægger at prøve tøj.

- Undgå tøj og fodtøj med besværlige lukninger, der gør det besværligt at tage det af og på - det ender med, at du ikke gider prøve tøjet, inden du køber det. Det er en fælde, da ikke alt udsalgstøj kan byttes.

Gem frokosten til bagefter

Selvom en del butikker holder længe åbent i udsalgsdagene, kan det være en fordel at stå tidligt op den dag, du vil ud at shoppe.

- Formiddagen er altid et godt tidspunkt - der er sjældent proppet med mennesker i butikkerne, og man kan let få hjælp af ekspedienterne, siger Susanne Modler.

Og selvom det kan være fristende at tage et hvil på en café midt i shoppingen, anbefaler stylisten, at du ordner dine indkøb inden, du spiser frokost.

- Det er bedst at være frisk og veloplagt, og det er man tidligt på dagen, når man endnu ikke har fyldt maven. Desuden kan man hurtigt gå lidt kold i at shoppe, hvis man først har siddet og hygget sig med frokost på en café - til gengæld er det en perfekt afslutning på en shoppetur, siger Susanne Modler.

Læs mere om: