LIVSSTIL: Sådan støtter du dit barns selvværd

Livsstil – Sådan støtter du dit barns selvværd

Gode råd til hvordan du støtter dit barns selvværd

Foto: AOP

Vi ønsker alle at tapetsere vores barn med selvværd. Men hvordan gør vi det egentlig?

Tirsdag, 28. maj 2019 - af Aller Media

Psykolog Dan Svarre har arbejdet med emnet i 25 år og løfter her sløret for, hvordan du kan give dit barn den største gave af alle, nemlig nærvær og selvværd.

Vi ved alle, at dem i vores omgangskreds, der har meget lavt eller intet selvværd, i perioder kan have det rigtig svært i livet. De har svært ved at sige fra, og er mere tilbøjelige til at blive triste eller ligefrem deprimerede. Omvendt kan vi også alle sammen pege på nogle voksne mennesker, der altid har været sprængfyldt med selvværd – den slags mennesker, der tilsyneladende altid får, hvad de drømmer om, og som hurtigt rejser sig op som en tumlingedukke, hvis de møder modgang.

Nøgleordet er nærvær

Af samme grund håber vi alle, at vi på en eller anden måde kan præge vores barn til at komme til at tilhøre den sidste type - den der sprudler af selvværd. Men hvordan fylder man helt konkret masser af selvværd i det lille menneske, vi har i støbeskeen derhjemme?

- Kernen i opbygningen af selvværd er nærvær. På den måde kan vi støtte op omkring vores barns selvværd uden at bruge ord, siger psykolog Dan Svarre. Nærvær betyder, at vi er opmærksomt, sansende og accepterende til stede i nuet i samværet med vores barn. Men det kan være nemmere sagt end gjort. De fleste af os kender nok til at sidde på gulvet med vores barn og lade som om, vi leger med klodser, mens vi i virkeligheden gennemgår indkøbslisten eller arbejdsdagen i hovedet.

Men den går ifølge Dan Svarre ikke.

- Ideen er ikke, at vi hele tiden skal være opmærksomme på vores barn. Det vil hverken være godt for dem eller os og derudover praktisk umuligt at gennemføre i en voksen hverdag. Ideen er, at vi er til stede i samværet, når vi er det. At vi samtidig er fuldt bevidste om, hvornår vi er i nærværet, og hvornår vi går ud af det igen. Vi kan ikke være flere steder på en gang. Det er umuligt. Vi må indse, at vi kun kan have vores fokus et sted ad gangen, siger Dan Svarre og nævner til sammenligning, at de fleste af os ved, hvor ubehageligt det føles at være sammen med et andet menneske, som er der uden at være rigtig tilstede.

Selvværd

Selvværd handler om at føle, at man har værdi, som det, man er, uanset hvad man kan, eller hvad man gør.

- Når børn jævnlig mærker vores nærvær, oplever de følelsen af sammenhørighed og følelsen af at være værdsat. For når vi har nærvær, så opstår der en særlig energi. Vi kender alle den følelse af, at tiden er fløjet af sted. Det er typisk, når vi har været nærværende i det, vi har lavet. Den følelse skal vi stræbe efter, siger Dan Svarre.

Ros dit barn!

Man kunne nemt fristes til at tro, at jo mere man roser sit barn, desto bedre selvværd får barnet. Men det er en alt for almindelig fejlslutning, ifølge Dan Svarre. Ros er i sin natur en bedømmelse. Og vores bedømmelser kan have en skadelig effekt på barnets selvværd.

- Jo mindre barnet er, jo mindre er det i stand til at skelne det, det gør, fra det, det er. Det, det gør, afspejler som oftest, hvordan det har det. Uden at vi ønsker det, kan vi derfor med malplaceret ros risikere, at vores barn opfatter, at vi ønsker det anderledes, end det er – for eksempel bedre til noget, mindre frygtsom eller mere glad. Og så ryger barnets selvværd sig en tur.

Sig ’jeg’ i stedet for ’du’

Hvis vi er oprigtigt begejstrede over noget, vores barn har præsteret, som er ud over det sædvanlige eller imod vores forventning, er det helt på sin plads at give udtryk for vores begejstring. Men for at være på den sikre side, skal vi udtrykke det i ’jeg-form’ og ikke i ’du-form’.

Inddrag dit barn

I stedet for at tale om opdragelse i traditionel forstand, anbefaler Dan Svarre, at vi i stedet inddrager vores børn.

- Børn skal inddrages i livet, i hverdagen og i gøremålene, på en måde, så de oplever, at de udfylder en vigtig og betydningsfuld plads i fællesskabet, siger Dan Svarre. Det er nemlig helt centralt for barnets selvværd.

Så i stedet for at sætte barnet foran tv´et, mens du hænger vasketøj op, så tag det med og lad det eksempelvis tage tøjet ud af vaskemaskinen. ”Jo mere bevidst og målrettet du arbejder på at udvikle selvværd hos dig selv og dit barn, jo mere vil du opdage, hvor meget det betyder for trivslen for dit barn, dig som forældre og for familien, siger Dan Svarre.