Livsstil: Stylistens bedste tips til januar-udsalget
Ligeså lækkert det er at vende hjem fra januar-udsalg belæsset med poser, ligeså surt er det at opdage, at halvdelen af dine fede kup var fejlkøb. Især til sidst i udsalget, hvor priserne er helt i bund, lader man sig let lokke til noget, man aldrig skulle have været ude i - for det koster jo ingenting.
Men det gør det jo faktisk, siger stylist Tini Owild.
- Fire nedsatte fejlkøb er hurtigt 1.000 kr., som du i stedet kunne have brugt på én rigtig god ting. Men du kan godt begrænse dine fejlkøb, hvis du planlægger din udsalgsshopping, siger hu og giver rådene:
• Gør dig helt klart, hvad du mangler i din garderobe, og gå så efter at fylde disse huller ud. Lav en liste, ligesom hvis du skulle i supermarkedet: Hvad skal jeg bruge? Hvad står jeg altid og mangler? En hvid skjorte, et pencilskørt, et par lyse ballerinaer? På den måde får du udsalgskøb, du virkelig får glæde af i din garderobe.
• Hvis en nederdel ikke klædte dig, da den gik til fuld pris i efteråret, så gør den det heller ikke, selvom den koster det halve nu. Husk hvilke snit og farver, du kan lide og hvad der klæder dig - lad dig ikke forblænde af 50 procents rabat.
• Tjek den bøjlestang, der står udenfor prøverummet, hvor man hænger de ting, man ikke skal have. Der kan hænge lige den størrelse eller model, du ikke kan finde i butikken.
• Det er nu du skal tage chancen og kigge ind i de butikker, du normalt ville styre udenom på grund af priserne. Det er nok for sent at kuppe sig til prestige-varerne nu, men der er stadig masser af fine ting - ofte med op til 70 procent på dette tidspunkt.
• Tag et praktisk outfit på - noget, du let kan få af og på og som er rart at have på. Og planlæg det lidt: Hvis du går efter en festkjole, kan det for eksempel være smart at tage strømpebukser og den gode BH på i forvejen, så du kan få et indtryk af, hvordan tøjet vil sidde, når du skal bruge det.
• Husk: Et fejlkøb er et fejlkøb - uanset hvor billigt det har været. Det tager plads op i dit skab og bliver et irritationsmoment i løbet af ingen tid. Sig det til dig selv, når du står i prøverummet i et par næsten-okay-bukser-til-ingen-penge og er i tvivl.
Tini råder til at shoppe efter din kropstype og smag - ikke efter modens luner. På den måde undgår du nemmere fejlinvesteringer. Men der er et par sikre sats, du med fordel kan gå efter:
• Gamascher: God grundting, der bliver ved at kunne bruges under for eksempel kjoler og shorts.
• Accessories: Tasker, tørklæder og smykker er super som udsalgskøb. De kan styles på mange måder og er mere holdbare end tøjet rent mode-mæssigt.
• Undertøj: Der er masser af det på udsalg, også de rigtig dyre mærker. Moden skifter heller ikke så radikalt inderst inde. Køb det lækre, du ellers ikke ville tage dig råd til.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Femina