Livsstil - Styr dit kolesteroltal gennem julen
Julen står for døren, og det betyder, at vi på ingen måder kommer til at sulte den resterende del af december. Juleand, flæskesteg, brun sovs og julegodter er alt sammen med til, at højtiden ikke hører til blandt de sundeste. Det kan nemt få os til at frygte for vores kolesteroltal, men det er der ingen grund til, ifølge blogger om sundhed på madforlivet.com og forfatter til bogen "Fedt for life", Anette Harbech Olesen.
Kolesterol har en funktion
- Der er meget fokus på kolesterol, og mange er urolige over forhøjede tal. Der er dog forskningsresultater som viser, at der ikke kun er negative aspekter ved kolesterol. Kolesterol fungerer blandt andet som byggestillads, hvor det også er byggeklodser i dannelsen af vores kønshormoner, og er med til at transporterer fedtsyrerne Omega 3 og 6 rundt i kroppen, siger hun til Alive.dk.
Nyere forskning viser også, at ældre kvinder med forhøjet kolesteroltal lever længere end ældre kvinder med et lavt kolesteroltal. Så det er meget muligt, at kolesterol kan have en beskyttende effekt, og det kunne være spændende at få belyst yderligere, om det kan hjælpe kroppen tilbage i balance. Kun cirka 20 procent af kolesterolet i blodet, vi har i kroppen, stammer fra kolesterolet i maden. De resterende 80 procent bliver dannet i leveren.
- Selvfølgelig spiller dårlig fedt en rolle, men det gør sukker og hurtige kulhydrater også. Derfor, er det en god ide at være opmærksom på sukkerindtaget og kulhydraterne fra eksempelvis hvidt brød. Julen er en udfordrende tid med hensyn til kosten, så det gælder om at finde de bedste løsninger, siger Anette Harbech Olesen.
To æg om dagen er ok
Mange mennesker med forhøjet kolesterol vil helst undgå at spise smør og æg. Ifølge kostvejlederen skal smør selvfølgelig indtages med forsigtighed, men gammeldags kærnet smør er faktisk en god kilde til den smule mættet fedt, vi skal have hver dag, ligesom æg er en sund næringskilde. Forskningen viser, at indtag af to æg om dagen, ingen indflydelse har på dit kolesteroltal.
Gode råd til at komme kolesterol-godt gennem julen:
- Skal du til julefrokost, så drik masser af vand og mindre alkohol. Alkohol er sukker, og det er derfor bedst at drikke et stort glas vand for eksempel med citron, hver gang du drikker et glas vin eller en øl.
- Vær yderst selektiv i dine valg af juleretter fra julebordene. Byd kun dig selv det bedste, og det du virkelig nyder, som er tilberedt af råvarer af høj kvalitet. Spring over de mere dagligdags retter eller mindre lødige tilbud, der kan være fyldt med dårligt fedt.
- Vælg altid fuldkornsbrød og lidt grønt fra julebordet, for eksempel grønkål, rødkål, æbler eller andet, så du også får nogle gode fibre. Fibre binder brugt kolesterol i tarmen, og hjælper med at transportere det ud af kroppen.
- Når det gælder julegodter, så spis efter devisen hellere et stykke konfekt af høj kvalitet end 10 stykker af mere tvivlsom karakter.
- Undgå store mængder sukker og brug i stedet tørret frugt, mandler og valnødder eventuelt kombineret med en god, mørk 70 procent chokolade.
- Spis mindre portioner. Madmængden og tilbuddene er større og mere mangeartede i december end til daglig. Derfor skal du tage mindre portioner. Lad være med at gå amok i mad, fordi der er meget af det.
- Gå en lang tur hver dag i julen. Det er så vigtigt - også for et afbalanceret kolesteroltal - at du får dig rørt