29. sep. 2013
Af af Lisbeth Madsen, NewsDesk, Aller Media

Livsstil - Tegnene på at du er nær et sammenbrud

https://imgix.billedbladet.dk/media/aopd-144850.jpg
Foto: AOP
Der er forskel på at være inde i en stressende periode og så at være så stresset, at du er faretruende tæt på et mentalt sammenbrud.

Har du været stresset så længe, at din krop ikke kan klare presset længere, er du imidlertid i risikogruppen for det nervøse sammenbrud. Det forklarer T. Byram Karasu, læge ved afdelingen for psykiatri og videnskab ved Albert Einstein College of Medicine til Womenshealthmag.com.

De nervøse sammenbrud er heldigvis sjældne, forklarer lægen, men rigtigt mange af os oplever ofte at være rigtigt stressede. Og det er oftest sådan det starter.

- At være presset af konstante og overvældende stressfaktorer, som at arbejde mange timer hver dag uden mulighed for pauser, er de mest almindelige årsager til et sammenbrud, siger T. Byram Karasu til Womenshealthmag.com.

Lægen kommer desuden med de typiske kendetegn på, at du er nær et sammenbrud, og det er vigtigt at tage det alvorligt, hvis du kan nikke genkendende til alle tegnene.

Du har en iboende frygt

Føler du konstant en uro i kroppen og frygt for, at noget slemt skal ske?

- Det er ikke som en depression eller en angstlidelse. Det er en ukendt frygt, som, du føler, kommer og overvælder dig, siger T. Byram Karasu.

Det er særligt kendetegnene for denne frygt, at den ikke er rationel, og at den ikke er bundet op på noget konkret. Den er der, selvom du generelt er frisk og rask, har et godt forhold og ikke ellers kan sætte en finger på noget, der kunne udløse den.

Din adfærd forandrer sig

Er du pludselig blevet kort for hovedet, når folk stiller dig helt almindelige spørgsmål? Lader du dig irritere grænseløst over småting? Og har du mistet sexlysten fuldstændigt. Udover, at det er advarselstegn, der bør fortæller dig, at noget er helt galt, så vil du sikkert også opleve, at andre mennesker trækker sig væk fra dig. Det kan virke som en yderligere stressfaktor, forklarer lægen.

Du kan ikke tænke klart

Når stressen begynder at tage overhånd, så bliver det svært for din hjerne at fokusere på andet. Det vil sige, at du fx kan opleve, at du ikke kan tage imod selv simple opgaver, og at du ikke kan forstå eller huske, hvad du læser og må læse samme sætninger om og om igen. Du vil sikkert også komme ud for, at folk omkring dig må gentage, det de siger til dig flere gange, før det siver ind.

Ifølge T. Byram Karasu så skal du tage disse tegn alvorligt og straks søge at løsne op for din stress. Det vigtigste er at give nogle af dine arbejdsopgaver fra dig, ligesom du skal sørge for at have tid, hvor du ikke er på fx din telefon og mail. Hvis du overhovedet kan samle dig om det og finde energi til det, vil motion også være rigtigt godt for din krop og dit sind, forklarer lægen.

    Læs mere om: