Livsstil - Uventede tegn på overgangsalderen

Svimmelhed, sure opstød, kløende hud, hukommelsesbesvær, vigende gummer, ømme led, hovedpine, fordøjelsesbesvær, depression, følebesvær og koncentrationsbesvær. Alle sammen symptomer, der kan dukke op helt op til fem år, inden overgangsalderen rigtigt sætter ind.
Det er de indledende hormonelle forandringer, der bærer skylden for kroppens voldsomme reaktioner, og de viser sig før de mere velkendte symptomer på overgangsalderen som hedeture, nattesved, vaginal tørhed og uregelmæssige menstruationer. Det forklarer professor John Studd, der er gynækologisk konsulent ved London PMS and Menopause Clinic, til Dailymail.co.uk.
Det er de færreste, der er bekendt med, at ovenstående symptomer kan tilskrives overgangsalderen, og derfor frygter kvinder med disse symptomer ifølge Dailymail.co.uk, at der er noget farligt i gærde.
- Vi kender stadig ikke de præcise mekanismer bag disse symptomer, og alt for ofte bliver de ikke genkendt som relaterede til klimakteriet, siger John Studd til Dailymail.co.uk.
Meget få behandlingsmuligheder
Overgangsalderens begyndelse kan i visse tilfælde måles på niveauet af hormonerne FSH og LH ifølge Mark Vanderpump, der er konsulent i endokrinologi ved Royal Free Hospital, London, men metoden er ikke sikker.
Når lægen ikke giver den rette diagnose, betyder det også, at kvinderne ind imellem bliver fejlbehandlet. Men ud over en hormonel behandling, som mange fravælger pga. risikoen for kræft, findes der ikke som sådan nogen behandling mod symptomerne på den tidlige overgangsalder, forklarer Claudine Domoney, gynækolog ved Chelsea and Westminster Hospital, London, til Dailymail.co.uk.
Viden giver tryghed
Imidlertid kan det ofte give kvinderne ro, når det bliver klargjort, hvorfor de har symptomerne, også selvom de ikke ender med at modtage nogen egentlig behandling.
John Studd forklarer desuden, at det ikke er alle, der vil opleve disse symptomer op til overgangsalderen, men hvis du tidligere har været påvirket af PMS eller haft tegn på en fødselsdepression, så er der større sandsynlighed. I bund og grund handler det om, hvor sensitiv du er over for hormonerne østrogen og progesteron, forklarer han.
LÆS OGSÅ:
Overvind overgangsalderens mangel på sexlyst. Se hvordan på Q.dk (link fjernet)
LÆS OGSÅ:
Det skal du spise for at reducere symptomer på overgangsalder, læs mere på Soendag.dk (link fjernet)