Livsstil - Vi bruger flest penge på søde sager
Danskerne bruger ret mange penge på slik, chokolade og is. Faktisk bruger vi flere penge på søde sager, end vi gør på henholdsvis frugt og grønt. Det viser en ny analyse, der er foretaget af Landbrug & Fødevarer for foodculture.dk. Her forklarer de, at en dansk børnefamilie bruger 13 procent af deres dagligvareforbrug på slik, is og chokolade, men kun 10,5 procent på grønt og 9 procent på frugt.
Det er fristende at fylde indkøbs kurven med de søde sager, især hvis sulten trænger sig på, mens du handler. Og måske synes du også, det er svært at få grøntsagerne brugt, inden de bliver for gamle.
Fagbladet 3F har i den forbindelse talt med Vibeke Lund, der er professionsbachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i Human Ernæring. Hun giver sine bedste råd til, hvordan du får mere frugt og grønt ind i din hverdag. Her er et udvalg:
Fire gode grønne vaner
1) Sæt altid mindst to forskellige slags grøntsager på menuen til aftensmaden. Det må gerne være nemt. Fx rå gulerødder og dampede ærter fra frost.
2) Gå aldrig på indkøb, når du er sulten. Så vælger du fedt og sødt frem for frugt og grønt.
3) I stedet for sovs, så lav en grøn dip. Evt. blendede ærter med Skyr eller en avokadocreme.
4) Start aftensmåltidet ud med en skål råkost. Du kan rive forskellige rodfrugter og blande dem med fx appelsinsaft.