10. maj. 2012
Af af Nine Bendixen/Newsdesk og Louise Møller

Livsstil: Vi sparer på brudekjolen

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/visparerpabrudekjolen.jpg
Arkivfoto: AOP
Kjolen, der kun skal bruges én gang, bliver nu brugt igen og igen af forskellige kvinder

Carrie Bradshaws lykke blev endeligt beseglet i en vintagedragt, og et stigende antal danske kvinder vælger ligesom hende at købe deres brudekjoler second hand.

Den romantiske dag kan tære på finanserne, og der er mange penge at spare på kjolebudgettet - hvis altså kvinderne nænner det.

- Pointen er, at brudekjoler jo normalt kun har været brugt den ene gang og derfor er i rigtig god stand. Hvis bruden nænner at skille sig af med den, kan der altså være en god handel i det for begge parter. Og så kan man vælge i stedet at bruge pengene på en smuk ring, som man jo skal have på hver dag resten af livet, forklarer Eva Kemp, underdirektør for Trendsales.

Vi vil ikke udstråle frås
Ægteskabet er en traditionsfyldt begivenhed fyldt med overtro og ritualer. Gammel overtro siger blandt andet, at kjolen skal være ny, men den nye tendens viser noget andet.

- Jeg tror ikke, at folk er så overtroiske længere. I det samfund vi lever i, vil de færreste udstråle frås, og det er cool og modigt at sige, at man har fundet en unik vintagekjole, som har en historie bag sig. Det viser, at man tænker sig om, og at man tør gå sine egne veje, siger hun.

De tre brudetyper
De kommende brude, der køber deres kjoler som genbrug, kan overordnet deles op i tre typer, siger Eva Kemp.

- Nogle leder bare efter et billigt bud på en kjole. De går ikke efter et mærke, men vil bare gøre en god handel, og så bruge pengene anderledes. Andre vil gerne have det der vintage look fra gamle tider, og så er der dem, der decideret går efter en dyr designerkjole, som er sat meget ned i pris, siger Eva Kemp og fortsætter, mens hun scroller ned ad siden på trendsales:

- Der er for eksempel én, der sælger en 'Jesper Høvring' kjole, som er en meget populær designer, til 6000,-, som oprindeligt kostede 18.500,-, så der er rigtig mange penge at spare.

Typiske kjolescenarier
- Det hænder jo sommetider, at den kommende brud, har købt sin brudekjole i lidt for god tid og imellem tiden bliver gravid med ønskebarnet. Og så skal der både sælges og købes ny kjole. Eller bruden skifter mening, og ender med at stå med to kjoler, da hun fandt én hun bedre kunne lide. Dem ser vi også en del af, siger Eva Kemp.

På Trendsales er der gennem årene blevet solgt mere end 18.000 brugte brudekjoler, og tallet stiger år for år. Alene i 2011 blev der sat 4.500 brudekjoler til salg på siden, en stigning på 20 % i forhold til 2010.

Mere om: