
Mai sender Nicolaj hjem uden en rose: Sådan er deres forhold nu

”Bachelorette”-fans blev efterladt med noget af en cliffhanger i sidste uge.
Afsnittet stoppede nemlig lige før, Emma og Mai skulle tage valgene om, hvilke bejlere, der skulle have deres to sidste roser til den allersidste roseceremoni i programmet.

Derfor begynder afsnittet også der, hvor de skal tage deres valg.
For Mais vedkommende deler hun sin første rose ud til Alexander. Den anden og sidse rose giver hun til Frederik.
Det er en beslutning, som hun først bliver klar over i timerne op til roseceremonien.
- Jeg skifter mening om morgenen, men ville gerne have det bekræftet til roseceremonien. Det var nok endeligt lige inden roseceremonien altså mellem mingle og roseceremoni, fortæller Mai til BILLED-BLADET.
Hun forklarer, at hun efter gruppedaten med Alexander og Frederik havde en stærk følelse af, at hun var ked af at skulle sende Frederik hjem.
-Det var helt klart efter dansedaten, hvor det var rigtig øv at skulle smide Frederik hjem. Der gik det op for mig. Jeg mærkede efter, hvem det var hårdest at sige farvel til, og jeg havde ikke lyst til at sige farvel til Frederik, fortæller hun.
Med det valg skal Mai altså tage afsked med Nicolaj, og det var en svær situation.
- Det var virkelig ikke særlig sjovt. Det var også noget, jeg godt vidste, at folk generelt men også ham ikke havde regnet med. Jeg vidste, han ville blive megaked af det, og at det ikke ville blive accepteret, at der ikke var en banebrydende grund til, jeg valgte ham fra. Jeg ville også gerne se ham herhjemme, og det vidste jeg ikke, om han har lyst til. Det var noget af det, der pressede mig, fortæller Mai, der ikke havde yderligere mulighed for at tage afsked med Nicolaj andet end det, seerne ser i ”Bachelorette”.
Da Mai sender Nicolaj hjem, har hun svært ved at finde ordene. Hun giver ham derfor et brev.
I programmet giver Nicolaj udtryk for, at han ikke føler sig klogere, efter han har læst brevet, fordi det ikke har en begrundelse for hendes fravalg af ham.
Det var egentlig heller ikke hensigten med brevet, forklarer Mai.
- Min intention med brevet var ikke at give en forklaring. Det brev var tænkt som, at jeg ikke kunne sige noget sødt til ham i situationen, fordi jeg var overvældet. Jeg ville være sikker på, han vidste, jeg godt kunne lide ham. Men det var også for at forsikre ham om, at det ikke var en afvisning, der betød, at jeg aldrig ville have noget med ham at gøre igen, fortæller hun og uddyber:
- Grunden, jeg havde for mit valg, var ”bare” mavefornemmelse, og det får jeg jo sagt i programmet. Det med brevet blev misforstået lidt. Det var ikke meningen, det skulle være en forklaring. Generelt havde mit fravalg mere at gøre med tilvalget af de to andre, end det egentlig fravalg af Nicolaj. Det mangler fokus.
Mai og Nicolaj har efter ”Bachelorette” haft kontakt.
- Vi har helt fint forhold. Vi snakkede meget hurtigt sammen, da vi kom hjem, fortæller hun.
