
Dronning Margrethe tager imod på slottet: I tilfælde af regn håber mange på noget helt særligt

Dronning Margrethe tager søndag klokken 12.00 ved Graasten Slot imod ringriderforeningens rytteroptog.
Det er en festlig sommertradition, og mange krydser fingrene for, at dronning Margrethes møde med rytterne på deres heste finder sted i smukt sommervejr med sol og en let brise.
Lige nu melder TV 2-vejret om regn på søndag i Gråsten, men det er heldigvis først om aftenen.
Det kan dog hurtigt ændre sig, og måske falder regnen, mens dronning Margrethe tager imod de mange gæster.

Dronning Margrethe i smart regntøj
Hvis regnen falder, så er der nok en del, som håber på, at dronningen gør ligesom ved en tidligere modtagelse af rytteroptoget.
I sommeren 2017 regnede det, da rytteroptoget kom forbi Graasten Slot, og derfor var dronning Margrethe trukket i sit særdeles farverige regntøj.

Designet og farverne vakte berettiget opsigt, og det var et hit blandt de mange lokale, som var kommet til slottet for at følge den festlige begivenhed.
