
Kongehuset kommenterer ikke kongeliges kærester: Her er årsagen

Det er sket før. Og det kommer højst sandsynligt til at ske igen: En kongelig får en kæreste.
Gennem årene er der skrevet flere historier om kongelige romancer, men det er langt fra alle, der er blevet bekræftet. Ja faktisk er det sjældent set, at kongehuset kommenterer på kæresteforhold.
Og det er der en meget enkle forklaring på. Af princip kommenterer kongehuset nemlig ikke private forhold.
Og det er derfor først i forbindelse med en forlovelse, at kongehuset bekræfter forholdet.
Dette foregår som oftest med en officiel udmelding, hvorefter pressen inviteres til interview på Amalienborg Slot, og forlovelsesringen vises frem. Sådan var det, da daværende kronprins Frederik og Mary Donaldson blev forlovet i 2003, og sådan foregik det også, da den 26-årige prinsesse Margrethe havde givet Henri de Monpezat sit ja. I sidstnævntes tilfælde var der også en markering på Fredensborg slot.
Selv om kongehuset ikke bekræfter kæresteforholdene, før der er en ring på fingeren, kan de kongelige stadig dukke op med deres udkårne offentligt.
Året inden forlovelsen ankom Frederik og Mary sammen, da baronen fra Gavnø Otto Reedtz-Thott fik sin Helle i Frederiksborg Slotskirke. Og her var der ingen tvivl, om de var et par. Forelskelsen lyste ud af dem.
