
Efter heftig diskussion: Nu kaster Christian X's dagbøger nyt lys over sagen

Det skabte stor virak da bogen "Ridser i lakken – Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland" udkom sidste efterår.
I kølvandet fulgte en debat om kong Christian X og kong Frederik IX's relation til det nazistiske Tyskland, og dronning Margrethe kommenterede selv på debatten.

– Jeg synes nok, at man har gjort det meget sensationelt – og jeg er ikke særlig sikker på, at det er særlig sensationelt, fortalte hun dengang i et stort interview med Kristeligt Dagblad.
Og nu bliver der så kastet nyt lys over sagen.
I kølvandet på debatten har Kristeligt Dagblad fået adgang til kong Christian X's private dagbøger fra Kongehusets private arkiv.
Og uddragene fra kongens dagbøger tegner et billede af, at kong Christian X ikke havde store ord at bruge om Hitler.
Ifølge DR skrev kong Christian X, at Hitler "... ikke gjorde indtryk at være en særlig åndelig betydelig mand."
Ydermere luftede kongen sin bekymring over, hvorvidt tyskerne ville overtage Sønderjylland, ligesom han frygtede, at Danmark ville blive indlemmet i Nazityskland som Østrig blev det i 1938.
– Hyggelig var den tanke ikke, at vor skæbne kom til at ligne Østrigs, skrev kongen i sine dagbøger.
