
Gribende billeder: Titusinder følger dronning Sirikits båre

Søndag eftermiddag lokal tid stod titusinder lokale klar i Bangkok langs ruten fra King Chulalongkorn Memorial Hospital til det kongelige palads for at vise dronning Sirikit den sidste ære, da båren med den elskede dronning, der døde fredag aften lokal tid, skulle transporteres fra hospitalet og hjem.
Det skriver Thai PBS World.
Kortegen med båren, der blev transporteret i en sølvgrå Mercedes, blev ført an af dronningens ældste søn kong Vajiralongkorn og hans hustru, dronning Suthida.
Folk begyndte at samle sig langs den 10 kilometer lange rute allerede før solopgang, og mange medbragte billeder af dronning Sirikit.
(artiklen fortsætter under billederne)




Inde i paladset skal dronning Sirikit ligge lit de parade i Dusit Maha Prasat-tronsalen, hvor alle vil få mulighed for at sige farvel.
Der vil ifølge Thai PBS World komme mere konkret information om den del af det ceremonielle på et senere tidspunkt.
Dronning Sirikit blev 93 år gammel og var gift med kong Bhumibol Adulyadej fra 1950 til hans død i 2016.
Hun var i årtier kendt verden over ikke kun som dronning, men også som stilikon.

