
Ny TV 2-serie er optaget: Handler om dronning Margrethe

Der er ingen tvivl om, at dronning Margrethe har sat sit præg på sit land.
Nu kommer der en dramaserie om hende.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
TV 2 skriver, at optagelserne til dramaserien netop er færdige og at seerne kan glæde sig til at se en serie om den lille pige, der blev født 16. april 1940.
- Historien om vores alle sammens dronning Margrethe 2. er en fantastisk, dramatisk fortælling om en pige, der vokser op under meget særlige omstændigheder i en magtfuld familie og bliver 'den udvalgte'. Det, der har interesseret os mest, er ikke alt det storslåede og guldbelagte, men det menneskelige indblik i, hvordan det er at være en del af en sådan familie. Hvordan man er far, når man er konge. Og især hvordan det er at være en lille pige, der vokser op på et slot, imens verden er usikker, og der er krig lige uden for vinduerne, fortæller executive producer hos SAM, Meta Louise Foldager Sørensen.
TV 2-serien handler først om fremmest om en pige, hvis familieskæbne var beseglet fra fødslen.
Den følger hende og familiens hverdag og kommer både tæt på livet på Amalienborg, men også de ansatte ved hoffet.
Serien har fået titlen ”Margrethe”, og den tager sin begyndelse ved hendes fødsel.
Til at begynde med kommer der seks afsnit, hvor det sidste slutter i 1953, hvor prinsesse Margrethe blev tronarving.
Det er stjerner som Nikolaj Lie Kaas, Kirsten Lehfeldt, Marie Reuter, Andreas Jebro og Thure Lindhardt, der spiller med. Dronning Margrethe spilles af forskellige skuespillere.
Serien forventes at få premiere på TV 2 og TV 2 Play i 2027.

