8. jan. 2022
Af Majken Munk

Nikolaj Jacobsen: Derfor er vi meget påpasselige

Nikolaj Jacobsen
Nikolaj Jacobsen
Foto: Kaspar Wenstrup
Landstræner Nikolaj Jacobsen har oplevet en række benspænd i forberedelserne frem mod EM, der begynder 13. januar.

Det har ikke været en nem opstart for Nikolaj Jacobsen.

For andet år i træk påvirker coronavirus en slutrunde, og den har da også allerede sat sit præg på herrelandsholdets forberedelse frem mod EM.

Ramt af aflysninger

Det var meningen, at det danske håndboldlandshold skulle have spillet kampe mod Norge, Frankrig og Egypten, men grundet coronarestriktioner blev kampene mod Frankrig og Egypten aflyst.

Derfor er det endt med, at Danmark møder Norge i to kampe som en optakt til slutrunden. Torsdag blev den ene af de kampe aflyst også.

Mandag blev landsholdlejren ramt af endnu en dårlig nyhed, da målmand Jannick Green testede positiv på sin PCR-test og blev isoleret fra resten af truppen.

En overraskelse

Da Jannick Green testede positiv, kom det lidt som et chok.

- Vi kan sige i forhold til Jannick har han ikke haft nogle symptomer overhovedet. Det er også derfor, at det kom lidt som en overraskelse, men omvendt har vi også godt kendt risikoen, fortæller landstræneren.

EHF, der står bag EM-turneringen, har efterfølgende meldt ud, at de har lavet en regel om, at en spiller først må deltage i slutrunden, når der er gået 14 dage efter de har testet positiv.

Svær at opdage

For landstræneren skal holdet i gang med en slutrunde, der er præget af corona, men dette EM er alligevel anderledes.

- Det har ikke ændret sig som sådan i forhold til de sidste to slutrunder, udover at den her (varianten Omikron red.) er noget mere smitsom og også noget sværere at opdage, fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen til BILLED-BLADET.

Alle spillere afleverede tirsdag negative PCR-test, men fortsætter den hyppige testning.

Meget vanskeligt

Det er ikke kun den danske trup, der er ramt. Flere landshold har meldt ud, at de har spillere, der er smittede.

Landstræner Nikolaj Jacobsen er meget bevidst om, at coronaen giver problemer.

- Det er jo ikke kun vores landshold, det rammer, og det vanskeliggør det, for man skal være utrolig påpasselig, fortæller han.

Læs mere om: