10. nov. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Landmand søger kærlighed er slut: Sådan går det ALLE landmændene i dag

Emil, Allan, Christian, Svend og Maxine
Emil, Allan, Christian, Svend og Maxine
Fotomontage: Lars H. Laursen, Lars Horn, TV 2, Claus Fisker og Martin Høien
Ottende sæson af "Landmand søger kærlighed" er slut. Her kan du læse, hvordan det er gået Svend, Allan, Maxine, Emil og Christian, siden optagelserne sluttede.

Igen i år har Lene Beier været landet rundt for at hjælpe single-landmænd med at finde den helt store kærlighed.

I årenes løb er der mange, der har fundet den store kærlighed i programmet, og også i år var der gevinst.

Der opstod nemlig sød musik mellem Emil og Melissa. Læs her, hvordan det er gået alle de fem landmænd, siden optagelserne sluttede.

ALLAN

Allan inviterede Jerry med på romantisk weekend, og selvom de havde nogle hyggelige dage på Broholm Slot, blev det ikke til mere. Ifølge landmanden var de to simpelthen for forskellige.

Allan har ikke mødt en ny kæreste i mellemtiden, men til gengæld har han set en del til Morten, som var én af hans bejlere. De to er blevet rigtig gode venner, og blandt andet var de i sidste uge med til Danish Rainbow Awards, hvor de sammen skulle uddele en pris.

SVEND

Der var god kemi mellem Ilse og Svend lige fra begyndelsen, men alligevel var det ikke nok til, at de to kunne bygge videre på forholdet. For Ilse gik det alt for hurtigt til, at hun kunne nå at udvikle følelser, og derudover var hun usikker på, om hun var Svends drømmekvinde. Derfor var hun også nødt til at lægge afstand til ham. De to havde en meget ærlig og rørende snak om deres følelser, inden de skildtes på den romantiske weekend.

Hverken Ilse eller Svend har fundet andre kærester, men de drømmer begge to stadig om at finde en at dele livet med.

CHRISTIAN

Christian inviterede Lea med på romantisk weekend, men inden de to kom af sted, fandt de ud af, at kemien alligevel ikke var der, og derfor droppede de det.

I stedet har Christian fået en ny kæreste, og de har mange fælles interesser og fælles drømme for fremtiden.

EMIL

Emil faldt pladask for Melissa, og det var gensidigt. De to holdt kontakten efter den romantiske weekend og blev hurtigt kærester. I oktober besluttede de sig også for at flytte sammen, og Melissa er derfor flyttet fra Sjælland.

Parret bor i dag i en lejlighed i Hadsten, mens de er på udkig efter den helt rigtige landejendom.

MAXINE

Maxine endte med at invitere Silas med på romantisk weekend, men efterfølgende gled kontakten ud.

I stedet er Maxine blevet kæreste med Magnus, som hun kender gennem LandboUngdom.

Læs mere om: