Peter Ingemann drillet af mæglervenner: Peter er kedelig
Peter Ingemann er en sjov mand, men han kunne nu godt nogle gange være lidt sjovere, mener hans to mæglervenner, Anders Gerner Frost og Claus Dreyer.
Trekløveret har stor succes med boligprogrammet "To ens - med Ingemann" på TV 2, hvor de dyster mod hinanden om at gætte prisen på to ens boliger med beliggenhed to forskellige steder i Danmark. Modsat i "Hammerslag" får vinderen ikke en minigrill eller lignende.., næh gevinsten er ros fra taberen.
Hvilket åbenlyst falder de tre venner en anelse svært. Så har grinebiderne langt lettere ved at drille hinanden med en omgang gemytlig ris, og de to ejendomsmæglere er ikke i tvivl om, hvad de er utilfredse med hos tv-værten.
- Altså, hvor lang tid har vi? Jo, der er hans små fobier, indleder Claus Dreyer.
- Ja, det er blevet værre og værre. På den her tur er han blevet sådan en gammel mand, der hellere vil sidde på et røvsygt hotel lidt uden for en skøn dansk by, sådan et Comwell-hotel, hvor alt går ud, når man går ind ad døren. Alt visner, også på én selv, fortsætter Anders Gerner Frost.
Claus Dreyer:
- Så siger vi: Skulle vi ikke lige gå ud og finde et godt brunt værtshus?
Anders Gerner Frost:
- ... eller en god restaurant.
Claus Dreyer:
– Så svarer Peter, at han får stress, hvis han kommer mere end 500 meter væk fra hotellet. Han skal forberede sig til i morgen, men det gælder jo ikke på det her program, hvor der ingen forberedelse er.
Anders Gerner Frost:
- Jeg tror faktisk, det er en arbejdsskade. Det er, fordi du har været så sindssygt meget væk hjemmefra, at du er begyndt at koble af, når du er på et Comwell-hotel. Det ville jeg nok gå til en psykolog med.
Her stopper vi det godmodige drilleri.
Du kan læse mere i stort interview med Peter Ingemann, Anders Gerner Frost og Claus Dreyer i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 26. august.