7. apr. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Dybt rørt i Go’ aften Live: Grønkjær fortæller om alvorlig sygdom

Jesper Grønkjær
Jesper Grønkjær
Foto: Aller Foto
Den tidligere fodboldstjerne Jesper Grønkjær har været helt nede i det dybeste hul. Det fortalte han om i TV 2 her til aften.

Den tidligere professionelle fodboldspiller og landsholdshelt Jesper Grønkjær, 43, har været ramt af en alvorlig depression, der betød, at han måtte lade sig indlægge til behandling.

Nu er han efter en lang kamp mod sygdommen kommet over sine problemer.

Det fortalte han åbent og meget følelsesladet om i et interview her til aften på TV 2 i Go' aften Live hos værterne Janni Pedersen og Lasse Sjørslev .

Jesper Grønkjær hårdt ramt

Grønkjær har via de sociale medier forleden gjort det klart, at han er stoppet med antidepressiv medicin, efter han for næsten fire år siden gik helt ned med flaget.

Grønkjær var ramt af stress og depression.

Jesper Grønkjær fortæller, at det hele startede med hovedpine, der viste sig at være forårsaget af stress, og først senere fik han diagnosen depression.

Jesper var så langt nede i det sorteste hul, at han måtte lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling.

Fik antidepressiv pille

- Den antidepressive pille løfter dig op af et meget, meget stort hul. Et hul, der for mit vedkommende var så dybt, at jeg måtte indlægges. Det var på psykiatrisk afdeling i Risskov på daværende tidspunkt, hvor jeg blev indlagt i en weekend på den lukkede, som man siger, kommer det hudløst ærligt fra Jesper Grønkjær, der i løbet af sin store aktive karriere spillede for klubber som Ajax i Holland, Chelsea i England og FC København herhjemme.

Jesper endte efter sin indlæggelse på et åbent afsnit, og her begyndte hans livs vigtigste kamp.

Kampen for at komme tilbage til det gode liv.

Den første tid var dog ekstremt hård og svær.

Ramt af bivirkninger

- I de første uger stiger dine bivirkninger naturligvis, og det var et kæmpe problem for mig. Jeg var ikke vidende om de bivirkninger. Jeg havde mundtørhed, uro, jeg havde de samme tanker om og om igen, siger Grønkjær, der på TV 2 også fortalte, at han var totalt rastløs og havde voldsom angst.

Det var Jespers kone, der kørte ham til hospitalet, og at tage dertil og lade sig indlægge var den bedste beslutning, han kunne tage.

Et råb om hjælp

- Det var et råb om hjælp. Og det er også derfor, jeg sidder her i dag. Jeg er helbredt, om du vil, siger Jesper og fortsætter.

- Det kan godt være, jeg får en depression igen. Min chance for at få det er større end for dem, der ikke har haft en. Det har haft en enorm indvirkning på mit liv efterfølgende, siger Grønkjær, der i går, tirsdag aften, kunne opleves i topform på tv-kanalen 3+, hvor han med stort overskud var ekspert sammen med Preben Elkjær i forbindelse ed Champions League-lkvartfinalen Real Madrid-Liverpool.

Læs mere om: