Ulla Terkelsen: Jeg kunne have været sødere
Ulla Terkelsen, 76 år, ved godt, at hendes liv som udenrigsreporter har haft en pris. Især for sønnen, Nicholas Hawtin, 52 år. Og hun erkender, at det nager hende.
- Selvfølgelig gør det det. Man tænker da på de situationer, hvor man kunne have været sødere og tænkt mere på sit barn fremfor sit eget arbejde. Jeg tænker da også på brudte kærlighedsforhold, som måske ikke var brudt, hvis man havde tænkt mere på den anden end på sig selv. Det skal man ikke skjule, siger Ulla Terkelsen.
Det sker i et dobbeltinterview med Ghita Nørby, som BILLED-BLADET bringer i anledning af, at de to veninder har udgivet en samtalebog med titlen "Eneste gyldige grund til ikke at møde op er, at du er død".
- Jeg har tit, ligesom Ghita, måttet forlade min søn. Det har ført til skilsmisser, og det har ført til, at han stadigvæk synes, at der var perioder i hans liv, hvor jeg gik mere op i mit arbejde, end jeg gik op i ham. Og det skal han også sige. Min søn og jeg har et meget nært forhold nu, men det er da klart, at der er situationer, hvor det skærer mig i hjertet, at jeg har prioriteret på den måde. Men det har jeg altså gjort ud fra en drift og en arbejdsdisciplin og en flid, siger Ulla Terkelsen.
Læs interviewet med Ulla Terkelsen og Ghita Nørby i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 10. december.