28. jan. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Er de vildeste fans: Så glade er Mary og Frederik for Gidsel & Co.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Foto: Lars H. Laursen
Der er ægte håndboldfeber i Danmark i dag, hvor der venter en vild EM-semifinale mod Spanien. Hele nationen følger med, når der fløjtes op til EM-dramaet 18.00 på TV 2. Der er sikkert også et par kongelige, der ser med.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik og deres fire børn er vilde med sport, og de følger med i det meste med danske udøvere på banen.

Derfor ser kronprinsfamilien nok også med i aften, når Mathias Gidsel, Niklas Landin, Mikkel Hansen og alle de andre håndboldhelte er på banen til EM-semifinale mod Spanien.

Mary og Frederik elsker håndboldheltene

I det hele taget er Mary og Frederik meget glade for håndbold og for det danske herrelandshold, der de seneste mange sæsoner har leveret varen på den helt store scene.

Kronprinsparret har trofast fulgt med herrelandsholdet i tykt og tyndt i flere år, hvor der har været både kæmpe triumfer og også et par skuffelser med enkelte finalenederlag.

Heldigvis har der været flere store finalesejre at fejre for det danske herrelandshold i håndbold, og det har været med Mary og Frederik som trofaste tilskuere.

Kronprinsfamilien til guldfest i Boxen

Da Nikolaj Jacobsens helte anført af Mikkel Hansen og Niklas Landin vandt Danmarks første VM-guld nogensinde i 2019 efter finalesejr på hjemmebane over Norge, var kronprinsparret med tre af deres børn - Christian, Isabella og Vincent - til stede i Boxen i Herning for at hylde gulddrengene.

Kronprinsfamilien til VM-finale i 2019
Kronprinsfamilien til VM-finale i 2019
Foto: Jesper Sunesen

Kronprinsen var ved den lejlighed en tur i omklædningsrummet for at fejre herrelandsholdets triumf.

I 2021 var der så igen VM-guld i Egypten, men denne gang var der lukket af for tilskuere i hallen på grund af corona.

Derfor fulgte kronprinsparret og deres børn finalekampen mod Sverige på tv-skærmen.

Også det svenske kronprinsessepar og deres børn så kampen med fra deres bolig på Haga Slot.

Danmark vandt guldet, og det blev fejret hjemme hos Mary og Frederik og børnene.

Frederik i omklædningsrummet

Da Danmark vandt Olympisk Guld i herrehåndbold i 2016 efter en flot finalesejr over Frankrig, var kronprins Frederik til stede i OL-hallen i Rio de Janeiro i Brasilien på Legenes sidste dag.

Kronprinsen var naturligvis også i omklædningsrummet med de danske spillere ved den herlige OL-guldfest ved den lejlighed.

Forhåbentlig kan kronprinsparret og deres børn og resten af håndbold-Danmark i aften se træner Nikolaj Jacobsens spillere besejre Spanien og dermed kæmpe sig i EM-finalen på søndag, hvor enten Frankrig eller Sverige venter.

Læs mere om: