
Glamourøs gallafest i sigte: Det vil den danske kongefamilie sikkert ikke gå glip af

Det svenske kongehus er i fuld gang med planlægningen af kong Carl Gustafs 80-års fødselsdag den 30. april.
I den forbindelse delte de onsdag lidt af planerne med offentligheden, og blandt de festlige programpunkter er der en stor gallamiddag om aftenen til ære for fødselaren.
Og her vil den danske kongefamilie med garanti rigtig gerne deltage, hvis det kan lade sig gøre.
Der er et tæt bånd mellem den danske og den svenske kongefamilie, ikke kun på grund af geografi, men i særdeleshed på grund af de familiære forbindelser.
Dronning Margrethe og kong Carl Gustaf er fætter og kusine, og dronning Margrethes mor dronning Ingrid var født som svensk prinsesse og var faster til kong Carl Gustaf.
Både kong Carl Gustaf og dronning Silvia havde et nært forhold til dronning Ingrid, som blandt andet var en stor støtte for dronning Silvia, da hun som helt ung kom ind i den svenske kongefamilie og både skulle vænne sig til at være en offentlig person, men også til at bo i et nyt land.

Igennem årtier har den danske og den svenske kongefamilie jævnligt mødtes ved store begivenheder og til private fester, og fejringen af kong Carl Gustafs runde fødselsdag bliver med stor sandsynlighed også med dansk deltagelse.
Præcis hvor mange danske kongelige, vi kan regne med at se til festen, vides endnu ikke, men mon ikke at både dronning Margrethe, kong Frederik, dronning Mary, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie håber på at kunne være med.
Det kan også tænkes, at prins Joachim og prinsesse Marie vil rejse fra Washington til Sverige og lykønske kongen, og måske skal kronprins Christian også deltage? Det vil tiden vise.
Ud over gallafest om aftenen byder dagen ifølge kongehuset blandt andet også på taksigelsesgudstjenesten Te Deum i Slottskyrkan, en form for militær æresparade i slottets ydre borggård samt en sanghyldest på Lejonbacken.




