Kronprins Frederik talte om sine kvikke børn
En veloplagt kronprins Frederik fik både fortalt om en netop overstået sejlads i Sydfrankrig og sine børns teknologiske kunnen, da han onsdag eftermiddag holdt tale under konferencen Danish Maritime Forum i Terminalerne i Nordhavn, København.
Konferencen er et maritimt topmøde, som bringer 200 af de mest indflydelsesrige personer - ministre, eksperter og topledere - til København for at diskutere de største udfordringer og muligheder som den globale, maritime industri står overfor.
Det indbefatter blandt andet rederier, havne og skibsbyggere.
LÆS MERE: Kronprins Frederik kan mærke de 50 år nærme sig
Kronprins Frederik sejlede for langt
Kronprins Frederik blev oppe på scenen budt velkommen af værten Chris Luebkeman, som lagde ud med at spørge ham, hvordan hans seneste regatta i Sydfrankrig var gået.
Med et glimt i øjet forklarede kronprins Frederik derefter, hvorledes vejret ikke havde været meget bedre end det var lige nu i Danmark. Og at det havde drillet ham og hans crew, så de undervejs havde mistet fokus og var sejlet for langt.
I sin efterfølgende tale beskrev kronprinsen blandt andet søhelten Ivar Huitfeldts store udfordringer på havet, og understregede den ansvarsfulde rolle, som den maritime industri har i verden.
Tilsidst nåede kronprins Frederik også lige at nævne, hvor vigtigt det er at følge med den moderne teknologi.
LÆS MERE: Kronprins Frederik erklærer sin kærlighed til kronprinsesse Mary
Børnene vant til teknologi
Kronprinsen understregede, at hans fire børn, ligesom andre børn i den yngre generation er vokset op med software omkring dem, og er dygtige til at bruge den moderne teknologi.
Kort før kronprins Frederik holdt sin tale, fik han en rundvisning af Anne Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening, i de lokaler, hvor deltagerne tidligere på dagen havde arbejdet sammen i grupper.
Aftenen forinden havde kronprins Frederik inviteret omkring 30 deltagere til en privat middag i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.
Danish Maritime Forum blev etableret i 2013 af Danmarks Rederiforening, Danske Maritime og Søfartsstyrelsen.