22. feb. 2023
Af Ulrik Ulriksen

Nu tales der om sommertogtet: Bliver dronning Margrethe klar?

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Jesper Sunesen
Dronning Margrethe opereres i dag ifølge planen på Rigshospitalet. Efter operationen venter et længere genoptræningsforløb. Det får helt sikkert konsekvenser for dronningens arbejde i den kommende tid.

Det er en udfordrende dag for dronning Margrethe, der ifølge planen rygopereres på Rigshospitalet denne onsdag.

Det er ikke blevet meldt ud, hvilken type rygoperation, det drejer sig om, men fra kongehusets kommunikationsafdeling lyder det, at der er tale om et større operativt indgreb.

Dronningen har for tyve år siden været gennem en operation for spinal stenose, og operationen dengang varede over fire timer.

Herefter fulgte et længere genoptræningsforløb, og der venter også denne gang Majestæten ganske lang tid med genoptræning.

På TV 2 News i dag har rygeksperten Mikkel Rasmussen, formand for Dansk Rygkirurgisk Selskab, på baggrund af dronningens historik med rygproblemer, vurderet, at Majestætens genoptræning kan komme til at vare fra tre til seks måneder.

TV 2 News nævner dronning Margrethes sommertogt

I et indslag i dag på TV 2 News har man nævnt en enkelt meget markant begivenhed, som dronningen kan få et problem med at blive fysisk klar til, hvis genoptræningen varer væsentlig længere end tre måneder.

På TV 2 News blev dronningens sommertogt ombord på kongeskibet Dannebrog nævnt.

Det kan da også blive et kapløb med tiden for dronningen at blive klar til sæsonens første sommertogt, der ifølge planen indledes den 5. juni i Bornholms Regionskommune.

Efterfølgende besøger kongeskibet den 6. juni øgruppen Ertholmene, og dronningen skal herefter returnere til Bornholm den 7. juni.

Majestæten og besætningen på kongeskibet Dannebrog skal ifølge sejlplanen desuden sætte kurs mod Nordsjælland og Halsnæs Kommune, som den 9. juni er vært for afslutningen på årets første sommertogt.

Dronning Margrethe skal ifølge planen officielt gå ombord på kongeskibet Dannebrog allerede den 2. maj.

Læs mere om: