26. maj. 2021
Af Lene Skriver Bak

Prins Harry efter debut: Deler vandene

Prins Harry.
Prins Harry.
Arkivfoto: Mega
Prins Harry og Oprah Winfrey står bag Netflix-serien "The me you don't see" og den deler anmelder-korpset.

Prins Harry haft haft sin debut på Netflix.

Den 36-årige prins står sammen med talkshow-legenden Oprah Winfrey bag Netflix-serien "The me you don't see", som netop har haft premiere.

Serien, som Harry og Oprah både er producere på og medvirkende i, handler om psykiske udfordringer og mental sundhed.

Og modtagelsen er mildest talt blandet.

Herhjemme giver Politiken blot to hjerter og denne lidet flatterende omtale:

"Jeg føler, at jeg har været vidne til en grådpornografisk reklamekampagne for retten til at have menneskelige følelser – komplet med kleenexkrævende forløsning undervejs – som føles både klæg og glat på samme tid."

Anmelderen, Eva Eistrup, bløder dog de hårde ord op efterfølgende, da hun understreger, at serien lader "to af verdens mest beundrede, privilegerede mennesker bruger deres magt og personlige traumer til at få os til at tage psykisk sygdom og menneskelig lidelse dødsens alvorligt".

Hos The Guardian er dommen lige så hård. To stjerner giver Lucy Mangan og følger op med disse ord:

"... en velmenende, men renskuret, tv-serie om mental sundhed."

The Independents anmelder Adam White skriver, at prins Harrys ærlighed er stærkt tv, men serien kalder han "frustrende uambitiøs" og kvitterer med to stjerner.

Der er dog ikke kun hårde ord og kritik at finde i anmeldelserne.

Hos The Hollywood Reporter konkluderer Inkoo Kang, at serien er "værdig (til din tid, red.), hvis ikke banebrydende", ligesom den indiske avis Hindustan Times lægger spalter til ros fra Rohan Naahar, der kalder serien "dybt bevægende".

Evening Standard lægger sig midt i feltet med Katie Rosseinskys tre stjerner og "rørende, men begrænset"-dom.

Læs mere om: