Tirsdag, 10. januar 2023 - af Malan Joensen

Forsvarer dronning Camilla mod Harrys beskyldninger: Her er den skyldige

Dronning Camilla.
Dronning Camilla.
Arkivfoto: Ritzau Scanpix
En forfatter, der tidligere har skrevet en biografi om dronning Camilla, tager dronningen i forsvar.

Forfatter og journalist Christopher Wilson, der blandt andet står bag bogen "A Greater Love: Charles and Camilla" forsvarer nu dronning Camilla mod de beskyldninger, prins Harry rejser mod hende i sin nye bog "Spare".

Christopher Wilson har på Twitter og i en klumme i avisen Daily Express forklaret sit synspunkt.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Forfatteren beskriver i avisen, at han ikke genkender prins Harrys billede af Camilla som den kvinde, Christopher Wilson mener at kende fra sit arbejde med biografien tilbage i 1990'erne. 


Forfatteren skriver, at det er muligt, at nogle af Harrys klager er berettigede, men prinsen anklager i Christopher Wilsons optik den forkerte person.


Ifølge forfatteren er det nemlig en helt anden i kongehuset, der skulle stå bag miseren med at give pressen historier fra den kongelige inderkreds i bytte for vinkler, der skulle styrke Camillas image i befolkningen.

Han fortæller, at på grund af den britiske tabloidpresses mange negative artikler om Camilla, havde Charles i sin tid sat en medarbejder på opgaven med at forbedre Camillas image. 

"Men det var ikke Charles' intention at Camilla-kampagnen skulle bestå af nyhedshistorier, der fik andre medlemmer af familien til at stå i et dårligt lys for at få Camilla til at fremstå bedre," skriver Christopher Wilson. 


Han vurderer, at mens nogle af ideerne i pr-kampagnen virkede godt, var der andre, der slet ikke burde være blevet ført ud i virkeligheden. Han fastslår, at mens ideen om en pr-kampagne for at styrke Camillas image som udgangspunkt var god, slog udførelsen fejl. 

Christopher Wilson anerkender prins Harrys kritik, men tilføjer:
"Det var ikke Camilla, der var den skyldige, det var Charles' medarbejder, som senere blev fyret". 

Ifølge Christopher Wilsons viden plejer dronning Camilla ikke at kritisere andre medlemmer af kongefamiliens aktiviteter, og han mener, at hun på trods af sin nuværende status som en af kongefamiliens mest prominente medlemmer, stadig er meget bevidst om den status, som de medlemmer, der er født ind i familien, har.      

Det fremgår ikke, hvorvidt Camilla selv officielt har bidraget til Christopher Wilsons biografi. 

Ifølge britiske medier som Hello Magazine har både Buckingham Palace og Kensington Palace indtil videre afvist at kommentere prins Harrys bog. 

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden