
Lodtrækning reddede ham fra dødsulykken: Nu er prinsesse Dianas tidligere bodyguard død

En af prinsesse Dianas tidligere bodyguards, Lee Sansum, er pludseligt død sidste weekend.
Han blev 63 år.
Det skriver Daily Mail, der oplyser, at Lee Sansums hustru Kate delte den triste nyhed mandag på Facebook.
Ifølge hustruen fik han et pludseligt og fatalt hjertetilfælde lørdag morgen derhjemme. Han efterlader sig foruden hustruen Kate seks børn.
Lee Sansum var en af de allersidste, der passede på prinsesse Diana, der døde i slutningen af august 1997.
Han var ansat af Mohamed Al-Fayed og havde i juli 1997 opgaven med at være bodyguard for prinsesse Diana og sønnerne William og Harry, mens de i 10 dage ferierede i Al-Fayeds sommerbolig i Sydfrankrig.
(artiklen fortsættes under billedet)

Her fik Lee Sansum så nært et bånd til både prinsesse Diana og sønnerne, at hun senere skrev et varmt takkekort til bodyguarden, som også var underskrevet af Harry og William.
Faktisk var Lee Sansum, der var uddannet både indenfor politi og militær og havde været en del af større sikkerhedsaktioner inden sit skifte til privat sikkerhedstjeneste, kun en hårsbredde fra at ende i dødsulykken, der dræbte prinsesse Diana i sensommeren 1997.
Det afslørede han i et interview i forbindelse med udgivelsen af en bog om hans arbejde fra 2022.
"Det kunne have været mig i den bil. Vi trak lod om, hvem der skulle følges med Trevor (kollegaen Trevor Rees-Jones) den weekend. Da jeg fandt ud af, at de ikke havde haft sikkerhedsseler på, da bilen kørte galt, forstod jeg hvorfor, de ikke overlevede. Jeg insisterede altid på det (brugen af sikkerhedsseler, red.)," fortalte Lee Sansum blandt andet.
Trevor Rees-Jones overlevede i øvrigt og lå i koma de første 10 dage efter den fatale aften.
Han kom så slemt til skade, at han på grund af hukommelsestab intet husker fra ulykken.


