10. jan. 2023
Af Malan Joensen

Royal kommentator: Sådan bliver Harry og kongefamiliens forhold i fremtiden

Kong Charles og dronning Camilla. I baggrunden prins Harry og hertuginde Meghan.
Kong Charles og dronning Camilla. I baggrunden prins Harry og hertuginde Meghan.
Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Prins Harrys beskyldninger i selvbiografien "Spare" og interview om bogen har vakt stor opmærksomhed.

De seneste dage har prins Harry og hans private afsløringer fra hjertet af den britiske kongefamilie vakt stor genlyd i medier over hele verden.

Prins Harrys bog "Spare", der udkommer tirsdag og på dansk har fået titlen "Reserven", blev via det spanske bogmarked lækket før tid, og sammen med prins Harrys egne interview i forbindelse med udgivelsen er der dukket en del besynderlige og triste historier frem.

Blandt andet beskylder prins Harry den nuværende dronning Camilla for at have haft et hemmeligt samarbejde med den britiske tabloidpresse for år tilbage, hvor hun angiveligt skulle have givet dem historier fra den kongelige inderkreds i bytte for god pr til fordel for hende selv.

I kølvandet på de mange opsigtsvækkende anklager og intime afsløringer fra prins Harry spekulerer mange på, hvordan hans forhold til kongefamilien vil være i fremtiden.

Kongelig hofreporter og kommentator Marianne Singer fra BILLED-BLADET har fulgt sagen, og hun mener, det for nuværende er meget svært for Harry at blive forsonet med familien, selv om han udtaler, at det er det, han ønsker:

- Lige nu er det helt tydeligt, at prins Harry i brutal grad har brudt den tillid, der har været mellem ham og familien. De føler ikke, de kan stole på ham som familiemedlem, og den tryghed, der i en familie som deres, hvor de ikke har andre, de kan tale åbent med, er altafgørende for at have et godt forhold, siger Marianne Singer og forklarer:

- Der er et usagt kodeks om, at problemerne klares internt i familien og indenfor kongehusets rammer. Det har han helt brudt nu.

Ifølge Marianne Singer hænger forholdet i en meget tynd tråd nu, men det kan muligvis reddes, hvis nogen i kulissen i det britiske kongehus kan få kong Charles, der med al sandsynlighed er meget såret og vred over især anklagerne mod sin hustru, overbevist om, at det vil være strategisk klogt at række hånden ud og få talt tingene igennem for at nå til en forsoning.

- Men den helt store forhindring, som jeg ser det, er Harrys krav om, at familien skal påtage sig et ansvar for deres handlinger, og dermed imødegå Harrys anklage om, at de har fodret den britiske tabloidpresse med historier, siger Marianne Singer.

- Det bliver svært, for de kan jo dårligt gå ud og erkende det offentligt uden at smadre den sidste rest af høj moral og troværdighed, der pt. er tilbage efter Harrys udtalelser.

Marianne Singer ser dog én mulig løsning her og nu:

- De kan vælge at holde et familiemøde, hvor alle parter får talt ud, og hvor familien diskret kan påtage sig en del af eller hele ansvaret. Det kan måske medføre, at prins Harry vil bekræfte offentligt, at de nu er forsonet, uden at kompromittere familien igen ved at referere indholdet af mødet i detaljer.

- Hele denne sag er et knusende slag for den britiske kongefamilie og for kongehuset som institution, så derfor bør det helst ende med en forsoning, så monarkiet er sikret, og de kan vise sig som en samlet enhed i fremtiden, vurderer Marianne Singer.

Læs mere om: