8. feb. 2022
Af Ulrik Ulriksen

På vagt i vinterferien: Derfor overtager prinsesse Benedikte vigtig rolle fra i morgen

Prinsesse Benedikte og dronning Margrethe
Prinsesse Benedikte og dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
Det er prinsesse Benedikte, der er på vagt i kongehuset fra onsdag den 9. februar og flere dage frem. Benedikte er rigsforstander af en helt speciel årsag.

Prinsesse Benedikte skal være rigsforstander i hele tolv dage i alt i februar, og det er fra i morgen onsdag den 9, februar, at prinsessen tager hul på den lange periode.

Prinsesse Benedikte er dermed på vagt i hele vinterferien, fordi dronning Margrethe samt kronprins Frederik og kronprinsesse Mary drager udenlands fra i morgen og er væk fra Danmark de næste mange dage.

Prins Joachim er heller ikke i spil som rigsforstander, da han passer sit job i Paris i Frankrig som Forsvarsattaché med kontor på den danske ambassade i den franske hovedstad.

Prinsesse Benedikte træder til

Det fremgår af det danske kongehus’ kalender over officielle programpunkter, hvornår og hvor længe prinsesse Benedikte er rigsforstander, og det er yderst sjældent, at Benedikte træder til i den betydningsfulde rolle i så mange dage som denne gang.

Ifølge kongehusets kalender er kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og dronning Margrethe ude af landet fra den 9.-20. februar.

Sneferie i Norge

Kongehuset har bekræftet, at dronningen er på vinterferie i Norge, men man har endnu ikke meldt noget ud om, hvor kronprinsfamilien skal tilbringe den næste tid.

I mange år har kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med deres børn nydt vinterferien i Verbier i Schweiz, hvor de har gode muligheder for at nyde den smukke natur og alpine forhold, der indbyder til masser af fysisk aktivitet på skipisterne i det lækre bjergområde.

Læs mere om: