kevin magnussen

Kevin Magnussen har siden, han var blot to år gammel drømt om at blive verdensmester i Formel 1. I dag er han i en alder af blot 24 år Danmarks største talent og mest vidnende racer indenfor motorsport og Formel 1. Billed-Bladet giver dig alle nyhederne om den talentfulde Formel 1-kørers karriere og hans privatliv 

Kevin Magnussen 

Kevin Jan Magnussen er født den 5. oktober 1992 i Roskilde, og er en dansk racerkører. Kevin er søn af den tidligere Formel 1-kører, og nuværende fabrikskører for Amerikanske General Motors, Jan Magnussen. Sammen med Kevins mor Britt Petersen fik de Kevin i en alder af blot 17 og 19 år. I dag er hans forældre skilt, og hans far Jan Magnussen blev i 2004 gift med sin nuværende kone Christina Magnussen, som han i dag har to børn med - Kevins to halvsøskende Luca og Millie. 

Født til race 

Racerkørsel og Formel 1 er to ting, som altid har været en del af Kevin Magnussens liv. Hans far Jan Magnussen kørte nemlig race, da Kevin kom til verden, og i 1995 havde han sin Formel 1-debut for McLaren. Motorsporten vakte derfor i en tidlig alder Kevins interesse, og allerede som 2-årig startede han med at køre motorsport. Trods den unge alder var drømmende ikke små. Dengang udtalte han nemlig, at han en dag ville blive verdensmester i Formel 1. 
 
Trods at motorsporten lå til familien, havde Kevin Magnussens far dengang travlt med sin egen motorsport karriere i England. Derfor var det Kevins onkel Erik, som hjalp ham i gang med at køre race. Det var også Erik, der 15 år tidligere havde oplært Jan Magnussen, som skulle vise sig at blive den første dansker, der tog et point i Formel 1. 
 
Den fælles interesse og ikke mindst karriere inden for motorsport har bragt far og søn tættere sammen og fået Kevin Magnussen til at drømme videre. Han håber nemlig på, en dag at kunne få lov til at køre Le Mans med sin far. 
 
I denne video kan du se den blot 9-årige Kevin Magnussen fortælle om hans drømme i livet. 
 

Kevin Magnussens karriere

Kevin Magnussen startede sin karriere i den danske Formel Ford-serie for Fukamuni Racing i 2008. Lige som hans far, Jan Magnussen, havde gjort det 15 år forinden, vandt Kevin serien. Efter en imponerende sæson i Formel Ford, rykkede Kevin op i Formel Renault 2.0, og i 2010 rykkede han videre op til at køre Formel 3, hvor han deltog i den tyske Formel 3-serie. Han sluttede sæsonen med en samlet tredjeplads efter tre sejre og otte podier.
 
I 2011 skiftede han til Carlin-teamet og kørte i den britiske Formel 3-serie. Her endte han sæsonen, som den kører, der havde flest pole positions, flest hurtigste omgange og den kører, der havde ført over flest omgange i 2011. 
De mange år med masser af succes og titler førte Kevin til sin første Formel 1-test i McLaren den 6. november 2012. Han endte med at sætte den hurtigste tid på 1 minut, 42 sekunder og 651 millisekunder. Den flotte præstation førte til, at det den 14. november 2013 blev bekræftet, at Kevin Magnussen skulle være fast kører for McLaren i 2014-sæsonen.
 
16. oktober 2015 blev det officielt meldt ud af McLaren, at Kevin ikke ville få fornyet sin kontrakt. Dermed ville han ikke længere være tilknyttet teamet efter 2015-sæsonen.
Men trods at han ikke havde leveret, som man havde forventet hos McLaren, var der alligevel bud efter det spåede stortalent, og allerede den 3. februar 2016 blev Kevin præsenteret som Renault Formel 1s ene kører forud for 2016-sæsonen. Han nåede dog aldrig at få den store succes hos teamet, og det blev derfor ikke til en lang karriere hos Renault.
Fredag d. 11. november 2016 skrev Kevin i stedet under på en 2-årig kontrakt med Haas F1 Team med start i 2017. Her bliver han teamkollega med franske Romain Grosjean. 

Opnåede resultater

Indtil nu har den unge racerkører vundet to serier i hans unge karriere. I 2008 vandt han den danske Formel Ford-serie, og i 2013 vandt han Formel Renault 3.5 serien.
 
Kevin er den eneste danske Formel 1-kører, der er sluttet på podiet. Det skete da han i hans første Formel 1-løb, som udsprang sig i Melbourne i Australien, sluttede på en tredjeplads, men senere hen fik han tildelt andenpladsen, da modstanderen Daniel Ricciardo blev diskvalificeret.  
 
Desuden er han den danske kører med flest Formel 1-point samlet. Med denne rekord overhalede han sin far Jan Magnussen, der med sit eneste Formel 1-point tidligere havde været rekordholderen i Danmark.  
Du kan læse mere om, hvordan det gik til, at Kevin Magnussen gik fra en tredjeplads til en anden plads i Formel 1 hér.  

En racerkørers løn

Med successen og alt det arbejde der er lagt i at forfølge drømmen, om en dag at blive verdensmester i Formel 1, følger også en hvis sum penge. I den seneste kontrakt som Kevin Magnussen i 2016 underskrev med Haas F1-Teamet, skulle han angiveligt få en grundløn på 10 millioner danske kroner om året. Dertil er der mulighed for at score adskillelige millioner, hvis han leverer bag rettet. For som standard i Formel 1-kontrakter så indeholder de et sindrigt bonussystem. 
 
Selvom 10 millioner kroner lyder som lidt af en grundløn for de fleste af os, så er det dog intet til sammenligning med nogle af Kevins helt store kollegaer, som Lewis Hamilton (Mercedes), Fernando Alonso (McLaren-Honda) og Sebastian Vettel (Ferrari). Som Formel 1s ubestridte lønkonger scorer de nemlig hver især et sted mellem 200 og 400 millioner kroner på en sæson. 

En nyhedsmagnet

Kevin Magnussen er en populær herre i diverse medier. Så snart der er et race, som han deltager i, er han at finde i nyhederne. Det er nemlig blevet populært at følge Kevins udvikling og vejen til hans drøm. Det har gjort ham til populært nyhedsstof og ikke mindst en mand, som de fleste nyhedssider drømmer om at få et interview med. Den unge racerkører er nemlig noget helt særligt. Han har allerede i en tidlig alder opnået ting inden for sin karriere, som ingen andre danskere har, og det gør ham interessant at følge.
 

Aktiv på Twitter og Instagram 

Vi kan ikke få nok af nyheder om Kevin Magnussen, og derfor er han også yderst populær på de sociale medier. På hans sociale medier lukker han sine fans ind i hans hverdag. Her beretter han både om gode og dårlige stunder, opdaterer på nyhederne i hans liv, giver et indblik i hans hverdag og udtrykker sine holdninger. 
 
Særligt det sidste har til tider ført til, at Kevin er havnet i lidt af et socialt mediestormvejr. Efter at være blevet fyret hos McLaren valgte han at håne teamet på sin egen Instagram-profil, ved at lægge et billede op af en Ferrari-racer, der manglede et hjul og med teksten ”Still faster than a McLaren”. 
 
Opdateringen skulle angiveligt være et udtryk for, at Kevin mente, at teamet ikke havde været i stand til, at levere hurtige nok biler i de sidste sæsoner, samtidig med, at han havde et horn i siden på McLaren, der angiveligt valgte at fyrre Kevin på selveste hans fødselsdag.
 
Foruden at mange af Kevins fans så opdateringen som idioti, udviklede det sig for alvor til en shitstorm, da det viste sig, at det uploadede billede stammede fra et Formel 1 race i 1998, hvor selveste Michael Schumacher sad bag rettet. Den legendariske tysker som siden en alvorlig skiulykke har været lam i hele kroppen. 

Følgere på de sociale medier

  • Instagram: 115.000
  • Twitter: 314.000 
  • Facebook: 38.820

Støtter en god sag 

Selvom det danske talent bruger det meste af sin tid på Formel 1, så er der dog en ting, som kan få Kevin til at holde en pause. Sammen med Team Rynkeby har han nemlig deltaget i et 12-timersløb, hvor han samlede penge ind til børnecancerfonden, og det er ikke tilfældigt, at det lige netop blev kræft, som Kevin valgte at bruge sin sparsomme tid til at samle penge ind til. 
 
I 2009 var Kevin Magnussen blot 16 år gammel men allerede en fyr med fuld fart på karrieren. Midt i den ellers hektiske hverdag fik Kevin den besked, som alle børn frygter – hans mor Britt Petersen var ramt af en alvorlig livmoderhalskræft. Udsigterne var ikke positive, og kræften spredte sig. 
 
Allerede dengang i 2009 var den talentfulde racerkører travlt optaget af opstigningen mod Formel 1, og Kevin havde derfor mange rejsedage, væk fra familien og hans kræftsyge mor. Imens han opholdte sig rundt om i verden, kom hans mor i behandling og kæmpede i flere år mod kræften.  
 
Men i år 2014, på samme tidspunkt som Kevin var i fuld gang med hans første Formel 1-eventyr, blev hans mor erklæret rask. Selvom Kevin Magnussen på det tidspunkt ikke var hjemme i Danmark og kunne fejre den gode nyhed med sin mor, fejrede han nyheden på en lidt anderledes måde. Han satte nemlig et klistermærke på sin McLaren-racer, med teksten ”Godt kæmpet mor!” 

Kevin Magnussens kæreste

Privat danner Kevin Magnussen par med den 23-årige lærerstuderende Louise Gjørup. Hun blev præsenteret for offentligheden i 2016 ved Dansk Motorsport Award i Messecentret Herning. Her kunne Kevin fortælle, at parret havde været kærester i et års tid. 
 
Allerede i november 2016 kunne Kevin så afsløre, at han var flyttet ind i Louise Gjørups lejlighed i Valby. Det betød farvel til barndomsbyen Roskilde og hans lejlighed i Roskilde midtby, som han nåede at sælge med en fortjeneste på 320.000 kr. 
 
Trods at der ikke gik længe før, at kæresteparret flyttede sammen, betyder det dog ikke, at Kevin har travlt med at stifte sin egen kernefamilie. Han har nemlig tidligere udtalt, at han ikke skal danne familie foreløbig. Han siger, at der ikke er tale om et fravalg, men en konsekvens af det liv han lever og de drømme, som han stadig ønsker at opnå. 
 
 
Kevin Magnussen og Louise Juulsgaard Gjørup. 
Foto: Claus Fisker

Kevin Magnussen og Louise Juulsgaard Gjørup.